Hvorfor Cykelby?

Der er tusindvis af gode grunde til, at Aarhus Kommune ønsker at være en god cykelby. De tre vigtigste er dog, at cyklen er en sund og bæredygtig transportform, som bidrager til at mindske trængsel i byen.

SUNDHED
Aarhus skal være en sikker, tryg og sund by. Der skal blandt andet være gode muligheder for at bevæge sig i det offentlige rum og for at dyrke motion og idræt. Dette kan eksempelvis ske via et trafiksystem, der gør cykelturen frem for bilturen til det nemme og sunde valg. Selv om det ikke er ufarligt at cykle, er det populært sagt 10 gange så sundt at cykle, som det er farligt – hvis det handler om at leve godt og længe.

KLIMA
Aarhus Kommune ønsker at blive CO2-neutral inden 2030. Klimavisionen er konkretiseret i en klimastrategi, der bl.a. fastlægger, at Aarhus Kommunes infrastruktur skal sikre optimale forhold for cyklisterne, og at Aarhus Kommune bliver kendt som en international cykelby.

TRÆNGSEL
Der bliver flere og flere biler på vejene i Aarhus – og det skaber kø og trængsel! Ved at fremme brugen af cyklen som transportmiddel, får vi færre biler i byen og mere plads til mennesker.

CYKELHANDLINGSPLAN
Og der ligger mere bag end fromme ønsker. Aarhus Byråd har nemlig vedtaget en ambitiøs plan for, hvordan vi i fremtiden skal arbejde for at gøre Aarhus til en af danmarks bedste cykelbyer.

I cykelhandlingsplanen er der udpeget 7 indsatsområder, der sætter fokus på at skabe et sammenhængende cykelrutenet, bedre fremkommelighed i kryds, bedre trafiksikkerhed, cykelparkering, kombinationsrejser, drift og vedligehold samt information og dialog. Læs mere om cykelhandlingsplanen her – Cykelhandlingsplan

BORGERINDRAGELSE
Men vi kan ikke gøre det alene – vi har brug for al den hjælp, vi kan få – fra borgere, virksomheder, interesseorganisationer osv.

Med denne hjemmeside ønsker vi således at komme i dialog med borgerne om, hvordan vi kan skabe en rigtig god cykelby. Sig din mening på vores blog, meld dig ind i Facebook-gruppen ”Vi der cykler i Aarhus” eller send os en mail med ris, ros eller gode idéer til projektleder Pablo Celis  på mail pace@aarhus.dk. Vi vil meget gerne høre din mening.