Dæk og punkteringer

Vælg kvalitetsdæk med en god punkteringsbeskyttelse

Danmark er berygtet i cykeldækindustrien for at have ekstremt mange punkteringer – og det skyldes den megen flint vi har i jorden og i sandet. Alle de større dækproducenter har forskellige former for – ofte patenterede – antipunkteringsteknologier. Forkæl dig selv og køb nogle lettere og dyrere dæk med punkteringsbeskyttelse.

 

Kør med dækindlæg

En anden populær og ret “sikker” antipunkteringsmetode, er at placere en ekstra forstærkning i form af et tyndt bånd, som typisk er produceret i let og stærkt polymermateriale, mellem dæk og slange. Dækindlæg øger vægten og rullemodstanden marginalt, men når først det er monteret (hvilket kan være en anelse besværligt), er du næsten garanteret færre punkteringer. Med dækindlæg holder dine gamle dæk lidt længere.

 

Skift dæk regelmæssigt

Hvor ofte du skal skifte, afhænger af antal kørte kilometer, vejens beskaffenhed og din køreteknik. De fleste motionister og superpendlere vil nok have behov for at skifte dæk et par gange i løbet af en sæson. Almindelige cyklister med 5-8 km på arbejde kan sandsynligvis nøjes med at skifte dæk én gang om året. Bagdækket slides mere end dobbelt så hurtigt som fordækket, og bør i praksis skiftes hyppigere.

 

Kør med relativt højt dæktryk

For lavt dæktryk øger risikoen for at skarpe genstande bider sig lettere fat i dækket. Samtidig ruller du bedre på hårdt pumpede dæk (indenfor det maksimalt anbefalede dæktryk, der som regel står på dækket).

 

Invester i en fodpumpe

Bor du ikke i midtbyen kan det være en god ide at investere i en fodpumpe. Så slipper du for at blive træt i armene, når du pumper køreglæde i dine dæk.